MC Organic er vores kartoffelfirma. Det startede i 1999 hvor min far og mig kastede lidt penge i en pulje, købte læggekartofler for 32000 kr og satte 4 ha økologiske kartofler.
Det gik ikke specielt godt til trods for at jeg mente at vide det vigtigste omkring kartofler ved at have arbejdet for en af Grindsted-egnens rigeste kartoffelbønder. Tilmed havde jeg læst den litteratur der var på markedet omkring kartofler.
Vi startede det år, hvor priserne ramte bunden, og så har det været meget svingende siden. Priserne er én ting, men den opbakning der har været fra familiens side er noget andet. Det har ikke kunnet lade sig gøre uden familie og venners hjælp både med sætning og optagning.
I starten, skal det siges, blev der brugt lavteknologiske maskiner af hensyn til overskudsgraden. Så det har kostet blod, sved og tårer igennem tiden. Blod, da min kære søster fik sin fingerspids revet af i kartoffeloptageren, sved, når kartoflerne skulle dækkes med halm, og tårer, når jeg syntes min far var for håbløs til at forstå hvor meget jeg troede jeg vidste om kartofler.
Vi har lært meget og har i dag 7 ha kartofler der vælter forhåbningsfulde op af jorden lige i øjeblikket. Det har givet mange nye kontakter i forbindelse med salg og indkøb. Kontakter kan man ikke få for mange af. Når man er selvstændig, gør det livet nemmere og ens forretning mere dynamisk, da de kan bruges på mange måder, uden der er noget ulovligt i det.
I 2008 er min bror kommet med i firmaet, og det er jeg meget glad for, så har jeg en at dele det praktiske arbejde med. Kartofler er tids- og arbejdeskrævende. Deres sæson varer hele året fra de bliver sat sidst i marts, og til de bliver solgt måske først i maj året efter.
Vi arbejder lige for øjeblikket med at produktudvikle og sælge kartoflen, men det er endnu ikke besluttet, hvad retning det skal gå i.